1. april er en begivenhedsrig dag i medierne, som traditionen tro bringer opdigtede nyheder, der skal snyde læserne.
En af dagens nyheder vil glæde de mange hundeejere i landet.
B.T. kan den 1. april nemlig berette, at Tivoli i København ikke længere blot vil være en forlystelsespark blot for børn og voksne, men også for hunde.
Politiken er også ude med et forsøg på at snyde læserne. Ifølge avisen vil Dansk Folkeparti have Nationalbanken i det centrale København revet ned.
Coop skifter i følge en pressemeddelelse navn til Broopsen, og som et sidste eksempel skal der efter planen i følge Fængselsforbundet stå et nyt fængsel klar, der ligner det, det er: Et opbevaringshus for mennesker, der har brudt loven.
Det nye fængsel bliver opført på Amager Fælled, og i samme ombæring bliver alle andre fængsler og arresthuse lagt i dvale. Fremover skal samtlige fanger i Danmark nemlig sidde samlet i Central Prison Denmark, som den nye straffeanstalt kommer til at hedde.
/Ritzau/