Den demokratiske samtale op til kommunevalget til november skal være både federe og sjovere, og så skal de unge mellem 18-45 år op ad stolene og deltage med deres drømme for fremtidens Thy. De unge stemmer mangler nemlig i den politiske debat, mener en gruppe Thyboer, der har dannet netværket 1000 Drømme for Thy.
De er lige nu i gang med at indsamle midler til projektet via crowdfunding.
Projektet sætter blandt andet fokus på kommunalbestyrelsens sammensætning i Thy. Her er 8 ud 10 medlemmer mænd, og gennemsnitsalderen er 60 år.
“Det er godt med livserfaring og et maskulint perspektiv. Men det kan også blive for meget. Unge og yngre mennesker er ganske enkelt underrepræsenterede. Fremtiden er underrepræsenteret. Derfor vil vi gerne høre fra dig, hvis du er mellem 18 – 45 år til valget i november”, skriver gruppen på deres hjemmeside.
Bag står Helene Jørgensen (initiativtager og talsperson), Klara (ejer af Stalden i Klitmøller), Anika Frøkjær Kanstrup (jordemoder), Ane Liebing Grøngaard (Kommunikationskonsulent), Joachim Plaetner Kjeldsen (Journalist og afgående kommunalbestyrelsesmedlem for Alternativet), Thor Kortegaard (Musiker), Rasmus Johnsen (Konsulent indenfor blandt andet udvikling af områder herunder Klitmøller).
Video : 1000 Drømme for Thy
Foto : Seth Doyle, Unsplash