Opmatic og BR Energy køber Thy VVS

I dag offentliggør Opmatic og BR Energy, at de overtager aktiviteterne i konkursramte Thy VVS.

Hos Opmatic er man glade for, at det er lykkedes at indgå en aftale med boets kurator og dermed fastholde arbejdspladserne for de 17 medarbejdere fra Thy VVS.
”Thy VVS har igennem en lang årrække været kendt for høj kvalitet, god kundeservice samt et bredt og stabilt kundegrundlag. Vi ser mange muligheder i at udnytte de synergier, vi ser inden for vores fælles kunde- og produktområder ved at indsluse Thy VVS i BR Energy,” siger Andreas Hedegaard, direktør i Opmatic.

Opmatic blev stiftet i 2015 og laver løsninger inden for automation, industri og bygningsteknik. Siden da har virksomheden vokset hurtigt og tæller i dag over 60 medarbejdere.
Opmatic købte BR Energy i juni 2022 sammen med direktør Kai Nielsen, da virksomheden hed Brændselsforeningen A/S. Det er selskabet BR Energy A/S, der overtager aktiviteterne efter Thy
VVS, og den samlede forretning vil være på ca. 25 medarbejdere.

”Vi har løbende fokus på, hvordan vi kan styrke Opmatics position og tilstedeværelse i markedet for energioptimering, så da muligheden for at købe Thy VVS bød sig, var det oplagt for os at slå til. Der er et stort sammenfald af såvel værdier som ydelser og kundegrundlag, så derfor har vi også
store forventninger til fremtiden,” siger Andreas Hedegaard. Kai Nielsen ser ligeledes mange muligheder i overtagelsen af Thy VVS:
”Vi har brug for de gode kompetencer, der er i virksomheden, og sammen kan vi både dække et større geografisk område, samt ligeledes løfte mere komplekse opgaver for kunderne.”
Martin Kirstein, som er den tidligere ejer af Thy VVS, indtræder som ny medejer i BR Energy. På trods af omstændighederne er han glad for de nye muligheder.
”Det er naturligvis en ærgerlig situation, men når det er sagt, er jeg glad for, at det er lykkedes at finde en solid og kompetencestærk køber til Thy VVS. Jeg er naturligvis særlig glad for, at medarbejderne beholder deres job og kan fortsætte hos BR Energy, og at vi kan tilbyde dem at være en del af væksten i Opmatic og BR Energy.”
”Samtidig har det naturligvis været afgørende for medarbejderne og mig, at vi uændret kan fortsætte vort samarbejde med alle kunder uden nogen form for ændringer, og at alle indgåede
aftaler kan opfyldes uden ophold,” afslutter Martin Kirstein.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top