109 km/t: Vanvidsbilist blæste gennem byzone

En mandlig bilist kan se frem til at få inddraget sit kørekort på stedet efter en anseelig farovertrædelse.

Mandag eftermiddag kl. 15.37 blæste manden forbi en af politiets fartkontroller på Vestervigvej i Hassing i Thy med en hastighed på svimlende 109 km/t på en strækning hvor den maksimalt tilladte hastighed er 50 km/t.

– Det er voldsomt, konstaterer politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Jørgen Jensen.

– Vi ved hvem han er, men har ikke fået fat i ham endnu. Men det gør vi idag, tilføjer han.

I et nyt lovforslag lægger regeringen op til, at hvis en chauffør kører 101 km/t gennem en by med hastighedsgrænse på 50 km/t er der tale om vanvidskørsel. Chaufføren vil få inddraget retten til at føre bil på stedet og har udsigt til en ubetinget fængselsstraf på mindst 20 dage.

Og bilen vil blive beslaglagt. Det gælder også, selvom chaufføren ikke selv ejer bilen.

Definition af vanvidsbilisme:
– Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.),
– Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.),
– Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),
– Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),
– Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,
– Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller der over, og
– Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Kilde: Transport og Boligministeriet

Arkivfoto: Kim Matthäi Leland

Forfatter

Related posts

Top