Omkring 11.400 kvinder bliver årligt udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Tallet er et gennemsnit for årene 2017-2019.
Det viser tal fra offerundersøgelsen “Udsathed for vold og andre former for kriminalitet”. Den er lavet af Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd (DKR) og Rigspolitiet i samarbejde med Københavns Universitet.
Tallet er meget højt og kalder på en fokuseret indsats for at nedbringe antallet af voldtægter, siger formanden for Det Kriminalpræventive Råd, Erik Christensen.
– Indtil videre har vi haft rigtig meget fokus på, hvad gør vi, når skaden eller forbrydelsen er sket. Men vi tror, vi skal lave en egentlig kulturændring. Og det kan vi kun, hvis vi får så mange parter, som har noget viden på det her område, til at sætte sig sammen og komme med idéer, siger han.
I 49 procent af tilfældene er der tale om en fuldbyrdet voldtægt, mens det i resten af tilfældene er forsøg på voldtægt. Ofrene er typisk unge, og mere end halvdelen er under 25 år.
Regeringen og dens tre støttepartier De Radikale, SF og Enhedslisten blev i september enige om at indføre en ny voldtægtslov baseret på samtykke. Fremover skal begge parter give samtykke til en seksuel aktivitet, ellers vil der være tale om voldtægt. Det kommer også til at gælde i parforhold.
Det vil sige, at man altid skal sikre sig, at den, man har sex med, også har lyst til at have sex.
Erik Christensen er glad for, at der er kommet en ny voldtægtslov. Men han mener ikke, det er nok. Han peger i stedet på blandt andet fokuseret seksualundervisning for de ældste elever.
– Det er fint med den lovgivning, der er kommet. Men vi er også nødt til at sige, at vi ikke tror på, det løser problemet alene. Jeg tror, vi er nødt til at lave en koncentreret undervisning hos de ældste folkeskoleelever og på ungdomsuddannelserne.
Politiet modtog i 2019 1662 anmeldelser for voldtægt eller voldtægtsforsøg.
Mørketallet for voldtægter anslås dog at være stort, da mange overgreb aldrig bliver anmeldt. Mørketallet er den kriminalitet, politiet aldrig får kendskab til, da mange voldtægter aldrig anmeldes.
/ritzau/