Hele dagen i går var interessen for at bestille en tid hos frisøren enorm.
Presset på frisørsalonerne startede efter at der mandag blev givet grønt lys til, at frisørerne igen må fatte saks og føntørrer fra den 6. april.
Ifølge tal fra bookingsystemet Hairtools, der benyttes af 1500 frisørsaloner landet over, har knap 120.000 personer tirsdag booket tid til en klipning. Det oplyses i en pressemeddelelse fra softwarefirmaet EG, der ejer Hairtools.
De knap 120.000 tidsbestillinger er blevet foretaget på under 24 timer, og det er samtidig rekord. Antallet slår således med længder de tal, som frisørerne oplever i højsæsoner som blandt andet julen.
/ritzau/