En 13-årig dreng på cykel slap med knubs efter han blev påkørt i rundkørslen Østerbakken/Thylandsvej i Thisted i går aftes kl. 19.
Drengen blev påkørt at en bil, som blev ført af en mand. Bilisten standsede kortvarigt op og spurgte om drengen var ok, hvilket drengen bekræftede. Derefter kørte bilisten videre.
Politiet vil for en god ordens skyld gerne i kontakt med manden.
– Vi vil godt vide hvem han er, fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Jørgen Jensen inden han skynder sig at tilføje:
– Det er ikke fordi vi går ud fra at han er flygtet, for han har jo snakket med drengen. Men han (drengen, red.) har ikke været i stand til at få fat i generalierne på ham.
– Så jeg vil opfordre bilisten til lige at ringe til os, slutter Jørgen Jensen.
Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.
Foto: Google Maps