2.300 spillere og trænere klar til årets Thy Cup

Ingen jul uden Disneys juleshow, juleaftens dag – på sammen måde ingen juledage i Thy/Mors uden håndbold. Kommende weekend afvikler Thisted IKs håndboldafdeling sit traditionsrige julestævne for ungdomsspillere i Thy og på Mors.

Så mens andre fejrer juledagene med familiesammenkomster – julefrokoster, så gør ca. 2300 spillere/trænere fordelt på 211 hold sig klar til at sætte kursen mod stævnecentrum: Thy Hallen Fritids- og Kulturcenter. Thy Cup udvalget arbejder på højtryk for at få de sidste ting klar, så her er der ikke meget julefred – men en spændt forventning. Har vi nu tænkt på det hele? Har vi nu alting på plads?

“Det er med stor spænding, at vi for første gang skal afvikle Thy Cuppen i det spritnye Thy Hal Center. Der venter ganske givet deltagerne en stor overraskelse, når de træder ind i halkomplekset, som de sidste 2 Thy Cupper – delvist har været i ”byggerod” og delvis afspærret. Det er virkeligt dejligt at kunne tage de fleste af hallens faciliteter i brug i år”, fortæller Steen Stoltenberg der er formand for Thy Cup.

Kæmpe opgave med et hav af frivillige

I kulisserne har Thy Cup brugt de sidste mange uger på at finde de hjælpere: Tidtagere, bespisnings- og indkvarteringsvagter og mange andre vagt-/hjælper opgaver, der skal til, når så mange mødes.

“Vi er fortsat i gang med at finde de sidste vagter. Her og der mangler der nogle tidtagere, men vi er sikre på, at vi skal nok få det sidste på plads. TIKs  bestyrelse  har her i slutfasen været på banen for at skaffe de sidste tidtagere. Men der er fortsat brug for folk, så man skal bare kigge forbi stævnekontoret i Thy hallen, så finder vi en ledig vagt”, siger Steen Stoltenberg, og fortsætter:

“Uden en hel del hjælp fra samarbejdende klubber, bl.a. Bæklund Rideskole, Springgymnaster, Thisted Svømmeklub, Politihjemmeværnets støtteforening og andre kunne vi slet ikke binde an med et så stort arrangement”.

Flere nyheder på programmet

Blandt nyhederne i år er to 1-dags ”mini Thy Cupper for U8 hold”. D19 træningsturnering (1 dag) samt ikke mindst LYKKE THY CUP.

“U8 har vi inviteret med, for at de også kan få en håndboldoplevelse her mellem jul og nytår. Hvor de øvrige hold konkurrerer og spiller om placeringer, så er U8 ren hygge. Der tælles ikke mål og gives ej heller point. Alle U8-spillerne får en Thy Cup medaljer som tegn på deltagelse og kan så i øvrigt benytte hoppeland og svømmehallen”, fortæller Steen Stoltenberg, og fortsætter:

“Lykke Thy Cup afvikles for 2. år i træk. Thisted Iks afd. For ”Lykkeligahold” har satset stort og forude venter en fantastisk håndboldoplevelse for de ca. 90 deltagere, der d. 27. dec. har sat hinanden stævne inden den ”store” Thy Cup skydes i gang. Lykke Thy Cuppen starter kl. 10:00 med fælles indmarch og opvarmning. Det er bestemt en god ide at lægge vejen forbi Thy hallen, her venter sig helt sikkert en håndboldoplevelse udover det sædvanlige”.

Lokal bespisning af alle

På bespisningsområdet har ThistedIK/Thy Cup i år arrangeret samarbejde med Go´mad Spar og Spisehuset Thisted, der sammen med Slagteren på Møllevej skal sørge for, at ingen tager sultne til kampe el går sultne i seng. Menuen står bl.a. på stort morgenbuffet, kyllingepastasalat + icete til frokost og aftensmad: Lasagane med div salater, ris samt kalkunrodeo med salat, pasta/ris. Alt sammen serveret i EUCs køkken/kantine.

Finalestævnet afvikles traditionen tro d. 29. dec. i Thy halle 1-2-3 med hjælpe fra Mors Thy Håndbold (lyd/lys og speak) samt fire præmieoverrækkere fra MTHs Ligaherrer. Der er lagt op til nogle spændende A-, B- og C- finaler fra kl. 11:00.

Presset økonomi reddet af lokale sponsorer.

Økonomisk set er Thy Cuppen i år blevet presset med forøgede udgifter til rengøring, indkvartering og halleje. I 2023 meddelte Thisted Kommune, at de ikke længere så sig i stand til at lave aftaler omkring afviklingen af Thy Cuppen. Thy Cup forventer i 2024 at skulle ud og hente 30-35.000 kroner ekstra.

“Ingen tvivl om, at vi er skuffede over, at vi ikke har kunnet fortsætte de aftaler, der var været gennem en årrække, og det har da også betydet, at TIKs bestyrelse har intensiveret sponsorjagten for at Thy Cuppen, i forhold til indsatsen – og de helt utrolig mange frivillige timer, der bliver lagt i arbejdet omkring Thy Cuppen – også kan svare sig”, konstaterer Steen Stoltenberg.

Heldigvis har mange sponsorer, i lighed med de foregående år, meldt sig.

“Noget nyt er bl.a. at vi har tegnet såkaldte puljesponsorer. Nu må vi se, hvordan resultatet bliver og så evaluere på det. Men ærgerligt, at vi skal bruge ekstra tid/kræfter”, siger Steen Stoltenberg.

Der spilles i 19 haller i Thy og på Mors. I år har vi også Sparekassen Thy Arena med, både d. 27. og 29. dec. for at afvikle de godt 600 kampe, som dømmes af danske/tyske dommere. Påsætningen foretages af Dansk Håndbold Nord.

Thy Cup er andet end håndbold. Deltagerne får mulighed for en tur i svømmehallen, legeland/hoppeland, ledercafe og lederhygge aftenen.

“Vi håber, at vi atter i år, hvor vi bl.a. har en række nye personer på flere nøgleposter, kan leve op til de sidste mange års stævner. Vi glæder os i hvertfald”, slutter Steen Stoltenberg.

Læs mere her

Foto: Thy Cup

Forfatter
Top