Fire jyske landboforeninger kommer med de første regnskaber for 2022, som viser, at høje afregningspriser på afgrøder og mælk giver fantastiske økonomiske resultater.
De fire landboforeninger, Djursland Landboforening, Agri Nord, Vestjysk og Fjordland er gået sammen om at komme med de tidlige regnskaber for 2022. Der indgår i alt 137 regnskaber.
Samlet set viser regnskaberne for 2022, at salgsafgrøderne for markdriften har præsteret langt ud over det sædvanlige. Det skyldes først og fremmest rekordpriser på afgrøderne og en nem og omkostningsmæssigt billig høst.
Set i forhold til 2021 er der i 2022 fremgang i resultaterne for grise, som skyldes det gunstige bidrag fra marken samt højere værdier på besætning ved udgangen af 2022. Mælkeproduktionen har i 2022 oplevet meget høje priser på mælk og kød. Det gælder også for økologerne, som dog har oplevet en mindre fremgang.
”Den stigende inflation har gjort, at landbruget har fået flere penge for deres produkter, men vi har også set stigende omkostninger. Helt overordnet er energiomkostningerne steget med 70% på alle produktionsgrene – det er meget”, fortæller Jørgen Cæsar, virksomhedsrådgiver, Agri Nord.