En 29-årig mand fra Mors er blevet præsenteret for en række sigtelser i kølvandet på et trafikuheld i Nykøbing forleden.
Den 29-årige, som i forvejen er godt kendt af politiet, kom i tirsdags kørende på en motorcykel ad Vesterbro i sydlig retning. I krydset ved Højbro fortsatte han over for rødt lys. Derved påkørte han en personbil, som skulle svinge til venstre for grønt lys.
Motorcyklisten stak efterfølgende af fra stedet. Vidner kunne dog overfor politiet identificere manden, som under en afhøring i går erkendte, at han var skyld i uheldet.
Han er derfor blevet sigtet for ikke at have overholdt sine forpligtelser i forbindelse med påkørslen. Derudover er han blevet sigtet for at have stjålet motorcyklen og for at have kørt på den selvom han ikke har noget kørekort. Slutteligt blev han sigtet for at have stjålet noget benzin på Kalundborgvej ved Centrum tilbage til den 9. september.
Der skete ingen personskade i forbindelse med påkørslen.
Foto: Rigspolitiet