Lørdag aften kan blive en rigtig stor aften for en 29-årig fodboldspiller fra Thisted. Her kan Frederikke Thøgersen ved det store sportsshow i Herning nemlig blive kåret til Årets Spiller i Danmark.
– Det kunne være rigtig fedt at vinde. Det skal jeg ikke lægge skjul på, understreger Frederikke Thøgersen overfor TV MIDTVEST.
Hendes drøm om en karriere som professionel fodboldspiller blev født for en del år siden efterhånden hjemme i Thisted. For godt 10 år siden skiftede hun Thisted FC ud med Fortuna Hjørring, hvorefter hun i 2019 skiftede til italienske Fiorentina. Og kærligheden til Italien er så stor, at hun nu spiller i sin tredje klub i støvlelandet, nemlig AS Roma i den italienske hovedstad.
Men skulle det nu ikke blive hende, der får prisen som Årets Spiller, er hun også taknemmelig for bare at være blevet nomineret sammen med landsholdskollegerne Amalie Vangsgaard og Pernille Harder.
Foto: Anders Kjærbye – dbufoto.dk