Et flertal af borgerne i Region Nordjylland, der har købt varer uden for EU, følger ikke toldreglerne. Konsekvensen kan være en bødestraf.
Det skriver Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.
Derfor lancerer Toldstyrelsen en informationsindsats, der skal informere danskerne om reglerne, bl.a. i form af hjemmesiden rejseregler.dk, der gør det lettere at se, om man skal betale told af sine ferieindkøb.
På hjemmesiden findes der information om, hvad man som rejsende må have med hjem fra sin ferie. Udover beløbsgrænsen er der også regler for bl.a. fødevarer og kultur- og naturgenstande. Eksempelvis må man ikke tage koraller og truede dyrearter med sig hjem uden særlige tilladelser.
Grænsen for, hvor meget man må købe med hjem fra ferien uden for EU uden at betale told, er 3.250 kroner.