30% rabat på billetter til Danmarks åbningskamp til VM i håndbold

Dansk Håndbold går efter en totalt udsolgt JYSKE BANK BOXEN i Herning, når VM skydes i gang om fem dage.

Derfor har de netop sendt et tilbud ud om store rabatter på de sidste billetter.

“Om fem dage starter VM, og vi har netop frigivet de allersidste cirka 100 siddepladser til hver af Danmarks potentielt seks kampe – og derudover kører vi et last minute tilbud på 30% rabat på de sidste ståpladser til åbningskampen den 14. januar, så du kan komme ind og se starten på Håndboldherrernes VM-forsvar for kun 280 kr. plus billetgebyr”, skriver Dansk Håndbold i et nyhedsbrev, og fortsætter:

“Husk, at med en billet til VM får du ikke alene adgang til alle kampe i Jyske Bank Boxen, men også fri access til en 10.000 kvadratmeter stor fanzone der blandt andet indeholder verdens største håndboldmuseum, en bane hvor du kan teste dig af mod landsholdsspillerne, aktiviteter og konkurrencer, et streetfoodmarked og meget meget mere”.

90% rabat til visse kampe

Der er endnu større rabatter at hente, hvis man vil se kampene i gruppe, der består af Tyskland, Polen, Tjekkiet og Schweiz.

Her er rabatten helt oppe på svimlende 90% af billetprisen.

“Lige nu tilbyder vi også 90% rabat på Gruppe A-kampe ved VM i Herning. Gruppe A består af Tyskland, Polen, Tjekkiet og Schweiz.

“Kampene spilles i Jyske Bank Boxen, og de tre bedste hold fra Gruppe A parres med Danmarks Gruppe B i mellemrunden. Udover at det er fire gode mandskaber, så der er garanti for god håndbold, så er vores store fanzone tilmed også åben den 17. januar, mens en mini-fanzon står for underholdningen de to andre dage”, skriver Dansk Håndbold.

Forfatter
Top