Opdateret 15.40:
En 31-årig mand med bopæl i Thisted Kommune, blev i morges kl. 05.32 anholdt på Svinholtvej i Vinding-området i Vejle. Han blev samtidig sigtet for forsøg på manddrab, skriver TV Syd.
Den 31-årige, der er tynd af bygning, høj og har begge arme dækket af tatoveringer, bliver netop nu fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Kolding.
Men inden dørene blev lukket, fik Vejle Amts Folkeblads journalist indblik i sigtelsen, hvor af det fremgik, at den 31-årige ankom på Svinholtvej 100 ved 5-tiden i morges i en personbil. Han var maskeret og iklædt regntøj, og med sig havde han en taske, en kniv og et koben.
Han brugte kobenet til at bryde døren op til ejendommen, hvorefter han ifølge politiet forsøgte at dræbe en mand og en kvinde, der befandt sig i huset.
– Han jagtede dem gennem huset. Han slog manden gentagne gange i hovedet med et koben, og han forsøgte at stikke dem begge med den medbragte kniv. Det mislykkedes, fordi de gjorde modstand, og fordi politiet ankom på stedet, forklarede anklageren ifølge Vejle Amts Folkeblad.
Den 31-åriges forsvarsadvokat Peter Stanstrup gjorde det derefter klart, at hans klient ikke ønsker at afgive forklaring – men at han nægter sig skyldig i forsøg på manddrab.
Opdateres……
Foto : Rigspolitiet