Legetøjskæden BR har fundet sin nye chef. Hun hedder Charlotte From.
Hendes første opgave bliver at sætte de gode oplevelser i centrum og genskabe legetøjets magi. Både online og i de godt 25 butikker, BR åbner i løbet af foråret
Hele sit arbejdsliv har den 37-årige Charlotte From været drevet af nysgerrighed på kunder, styrkede indkøbsoplevelser og optimering af butiksdrift. Charlotte From er udpeget internt i Salling Group, der i kølvandet på Top-Toy’s konkurs i december købte koncernens samlede danske varelager samt rettighederne til at anvende BR-navnet i Danmark.
Administrerende direktør i Salling Group, Per Bank, sikker på, at opgaven er i gode hænder.
– Charlotte brænder for at skabe den helt rette BR-oplevelse. Hun har præcis det, der skal til for at sammensætte det rigtige team, få åbnet 25 butikker i højt tempo og genetablere danskerens glæde ved legetøjsbutikker. Charlottes vilje, erfaring og personlige værdier gør hende til garant for, at vi kan levere lige præcis dén BR-oplevelse, kunderne har savnet og nu kan se frem til, siger han i en pressemeddelelse.
Leder med forståelse for oplevelsesøkonomi
37-årige Charlotte From har tilbragt hele sit arbejdsliv i butik og med at bygge bro mellem butikker, lagre og support-funktioner. Altid med fokus på at sikre kunderne de bedste oplevelser og kollegerne de smidigste arbejdsvilkår. Hun begyndte i virksomheden i 1999 og har siden været management trainee og bestredet poster inden for salg og drift i et af Salling Groups største varehuse, herunder en længere årrække med ansvaret for salg af netop legetøj samt elektronik mm.
I 2013 blev hun hentet til Salling Groups hovedkvarter med henblik på at forstærke dialogen mellem butiksleddet og bagvedliggende funktioner, og de sidste to år har hun været ansvarlig for optimering af driften i samtlige Bilka-varehuse.
Charlotte From ser frem til at sætte oplevelser og ægte legeglæde øverst i legetøjskæden, også til at begynde med i udvælgelsen af sine kommende kolleger.
– BR har en særlig plads hos rigtig mange danskere. Den plads skal vi udvikle med legetøjsbutikker, der bliver indkøbsturens højdepunkt for de yngste i familierne og deres forældre. Det er et stort ansvar at træde ind i BR-kæden, og derfor er det også med stor iver, glæde og ydmyghed, jeg går til jobbet, siger Charlotte From.