I en undersøgelse fra Børns Vilkår blandt 1000 forældre til børn i alderen 0-6 år, svarer 37 procent af forældrene, at de det seneste døgn har brugt mere end to timer på en skærm, mens deres børn var til stede og vågne.
Det skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse.
I undersøgelsen er der spurgt ind til forældrenes brug af digitale medier, der ikke vedrører arbejde.
Af de, der det seneste døgn har brugt mere end to timer på en skærm i børnenes selskab, er der også en del, der svarer, at de bruger skærmen i situationer, hvor deres barn kan have brug for deres nærvær.
Således siger 44 procent, at de har brugt den under putning, 41 procent har brugt den på legepladsen og 29 procent har brugt den under fælles måltider.
I undersøgelsen svarer 92 procent af forældrene desuden, at de ser og hører bedre efter, hvad deres barn siger eller signalerer, når de ikke er på digitale medier.
I undersøgelsen siger otte ud af ti forældre dog også, at de gerne vil bruge mindre tid på deres telefon, tablet eller computer.
Knap fire ud af ti af forældrene siger desuden, at de i høj eller meget høj grad har dårlig samvittighed over, hvor meget tid de bruger på digitale medier.
/ritzau/