3N Lakering investerer i egen transportløsning

Selvom Thisted er langt væk fra både motorveje og trafikknudepunkter er geografi ikke længere en hindring for at have kunder i hele Jylland. Nu står 3N Lakering nemlig selv for transporten af de emner, der skal lakeres.

Morten og Joan Fuhlendorff Nielsen, der er indehavere af 3N Lakering, har nemlig investeret i en en spritny Scania-lastbil med tilhørende trailere.

Dobbeltdækker-traileren kan tage hele 57 paller, hvor en almindelig kan tage 33, så det bliver alt i alt til færre kilometer på landevejene, hvilket er til gavn for både miljø og pengepung.

Den nye lastbil kører 4,6 kilometer pr. liter, hvor lidt ældre lastbiler kører ned til 3 kilometer pr. liter.

Beliggenheden i Thisted kalder på kreative løsninger, når det drejer sig om håndtering af industrielementer på op til 4 tons. Og for 3N Lakering er det vigtigt, at afstanden op til Thy ikke bliver en hindring. Indtil nu har virksomheden benyttet sig af eksterne fragtfolk, og har i forvejen mange glade kunder spredt over hele Jylland. Med transport i eget hus er det håbet, at endnu flere kunder langvejs fra får øje på den lokale industrilakeringsvirksomhed.

– Vi vil gerne tilbyde en totalløsning, så kunderne skal spekulere så lidt som muligt. Vi står klar med rådgivning og lakering i højeste kvalitet, inddrager andre underleverandører og kan nu også varetage transporten. Så det eneste, kunderne behøver at gøre, er faktisk at sende os en e-mail. Så kan vi stå for resten, forklarer Morten Fuhlendorff Nielsen.

Forfatter

Related posts

Top