45 år med maskiner og en fælles vej mod succes

I hjertet af det nordvestjyske har J. Hundahl A/S, en traditionsrig maskinforretning, formået at fastholde og udbygge sin position i branchen gennem mere end 60 år. I år markeres endnu en milepæl, da virksomhedens medejer og direktør, Søren Hundahl, har rundet sit 45-års jubilæum.

Fra Jørgen Hundahl Smedie & Maskinforretning til J. Hundahl A/S
J. Hundahl A/S startede sin rejse som Jørgen Hundahl Smedie & Maskinforretning i 1956. Søren Hundahl trådte ind i firmaet i 1978 og blev snart en uomtvistelig del af dets succes. Sammen med sin bror Erik blev han en del af ejerkredsen i 1984 og otte år senere overtog de det fulde ejerskab, hvor virksomheden seks år efter flyttede i nuværende lokaler i Silstrup. På trods af branchens mange skiftende udfordringer har brødrene formået at ekspandere og forme virksomheden, som gennem årene har oplevet en imponerende vækst. I 2010 overtog de C.P. Kolding, og 2018 flyttede de hele virksomheden udenfor byen i helt nye lokaler samt udvidede med en stor, nybygget afdeling i Skive. “At bygge to forretninger op fra bunden, hvor vi startede med blot et stykke papir, har været en fantastisk rejse. Erik og jeg har altid fundet en fælles vej ud fra en klar vision og vilje og mod til at tænke nyt og gøre tingene lidt anderledes. Samtidig har vi haft stort fokus på at skabe en arbejdsplads, hvor vores medarbejdere har været glade for at gå på arbejde hver dag. Deres evne til at omfavne og drive nødvendige forandringer har været afgørende for at bringe os foran i branchen,” reflekterer Søren Hundahl.

Generationsskifte sikrer fortsat vækst
J. Hundahl A/S godt i gang med et vigtigt generationsskifte. Yngre, dynamiske kræfter træder frem, og med Søren Hundahls erfarne hånd på roret har skiftet til nye generationer været en rigtig god proces. “Vi har været utrolig heldige med at to af vores dygtige, yngre medarbejdere – Claus Sørensen og Martin Dalgaard – har ønsket at træde ind som ejere af virksomheden,” udtaler Søren Hundahl, “de er gode til at tage fra og dermed er de med til at sikre virksomheds fremtid og fortsatte vækst.”

Årets Thybo-prisen: En hyldest til brødrenes indsats
I 2021 modtog brødrene Søren og Erik Hundahl en særskilt anerkendelse for deres engagement, da de begge blev tildelt “Årets Thybo”-prisen. En ære der afspejler deres utrættelige arbejde for lokalsamfundet, både gennem deres forretningsmæssige udviklingsrejse og deres aktive engagement i det lokale foreningsliv.

Siden 1956 har J. Hundahl A/S stået som garant for kvalitet i leverance af landbrugs-, entreprenør- og have/park maskiner. Til trods for virksomhedens dybe rødder i Thisted og Skive, stækker de sig langt – deres forhandlerrettigheder af New Holland maskiner strækker sig fra Fjerritslev ned til Esbjerg og skiller vest for Herning, Give og Billund. Samtidig har de ejerandel i Traktorgården Give og Skjern Maskinforretning.

Forfatter
Top