Omkring 4500 unge mellem 18 og 25 år bestilte mandag en tid til at blive testet for coronavirus i de hvide testtelte, der står rundt om i landet.
Det skete, efter at myndighederne meldte ud, at voksne danskere fremover selv kan bestille en tid uden en henvisning fra egen lægen. Mandag var det til en start de 18-25-årige, der fik adgang til at bestille tid.
Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en mail.
Det medførte, at 8100 personer i går blev testet i de hvide telte, der drives af Testcenter Danmark. Det er en stigning på 42 procent sammenlignet med mandag ugen før, hvor 5700 personer blev testet i de hvide telte.
Meldingen om, at alle voksne fremover selv vil kunne bestille en tid til en test, fik dog mange flere til at forsøge at bestille en tid.
Mandag eftermiddag var der hele 25.000 personer i kø til coronaprover.dk, som er den hjemmeside, hvor man bestiller tid. Det fremgik af hjemmesiden.
Men kun 4500 af dem, der var i kø, lykkedes altså med at bestille en tid.
Det skyldes formentligt, at det mandag kun var borgere mellem 18 og 25 år, der kunne få lov at bestille tid uden en henvisning.
I løbet af ugen vil der gradvist blive åbnet for de øvrige generationer, lød det mandag fra Sundheds- og Ældreministeriet.
/ritzau/
LÆS OGSÅ:
Med eller uden symptomer: Nu får alle mulighed for at blive testet
Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland