5 smittede på valgsted på Mors

I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget i sidste uge er Morsø Kommune blevet gjort bekendt med, at fem personer, som har opholdt sig på valgstedet i Tæbring, er blevet smittet med coronavirus.

De pågældende fem har opholdt sig på stedet i flere timer i løbet af dagen og aftenen den 16. november.

Kommunen tog, da den blev gjort bekendt med det første smittetilfælde, kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed, der fastslog, at ingen vælgere umiddelbart skulle kategoriseres som en nær kontakt og dermed i risiko for at være blevet smittet.

For at blive kategoriseret som nær kontakt skal man have opholdt sig indenfor en meter af en smittet i mindst 15 minutter.

– Men da vi nu er oppe på fem smittede fra samme sted, vil vi alligevel lige oplyse bredt om både tilfældene og styrelsens rådgivning, oplyser Morsø Kommune.

Derfor lyder opfordringen nu til alle de vælgere, som måtte føle sig utrygge og er tilknyttet det pågældende valgsted, at man lader sig teste.

Du kan se hvilke testmuligheder der er på Mors HER.

Forfatter

Related posts

Top