50.000 underskrivere kræver indefrosne feriepenge udbetalt

Folketinget skal behandle et forslag, som kræver indefrosne feriepenge udbetalt senest 1. september i år.

Flere end 50.000 danskere har nemlig skrevet under på et borgerforslag om at få udbetalt feriepenge, som indefryses som følge af den nye ferielov. Det skriver B.T.

Kernen i den nye ferielov er, at man optjener og afholder ferie i samme periode. Loven trådte i kraft 1. januar 2019, men der er en overgangsperiode frem til september 2020.

Overgangsperioden betyder, at man egentlig optjener ekstra ferie i 2020, og derfor indefryses feriepenge. Det skal sikre, at man ikke kan holde ekstra meget ferie i løbet af 2020, eller at arbejdsgiverne skal udbetale ekstra feriepenge.

De indefrosne penge indsættes på en fond, som udbetaler pengene den dag, man har ret til at få folkepension.

Helt præcist går danskerne glip feriepenge svarende til ni optjente feriedage i 2020, skriver B.T.

– Det er vores penge. Vi har optjent dem, så det giver ingen mening, at vi ikke selv kan råde over dem, siger den 59-årige forslagsstiller, Henrik Jensen, der er offentligt ansat, til B.T.

Han fortæller dog også, at han ikke sætter næsen op efter at få pengene, men at forslaget er en måde at råbe op på.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top