Nordjyllands Politi efterlyser vidner i forbindelse med en skudepisode i Fjerritslev tirsdag aften. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Offeret er en 53-årig mand, der blev ramt af skud i hånden. Han er ikke i livsfare, men er fortsat indlagt på sygehuset. Skudepisoden fandt sted på Jernbanegade kort før klokken 20.
I første omgang fik alarmcentralen en melding om, at en person var væltet på sin knallert på Jernbanegade. Men da en ambulance nåede frem til stedet, kunne mandskabet konstatere, at en mand var ramt af skud. Offeret er fra lokalområdet.
Hvem er det udlandske par?
Politiet undersøger baggrunden for skudepisoden, samt hvad der foregik på gerningsstedet før, under og efter skyderiet.
Derfor opfordrer vicepolitiinspektør Frank Olsen alle vidner, der måtte have oplysninger i sagen, til at kontakte Nordjyllands Politi.
– Særligt et udenlandsk par, der cirka klokken 20.00 i går aftes var i dialog med ambulancepersonalet, der behandlede forurettede på Jernbanegade, er interessant for vores efterforskning. Dem vil vi gerne tale med, siger Frank Olsen i meddelelsen.
Han oplyser, at der formentlig blev afgivet skud med et jagtgevær.
En alvorlig sag
Politiet har efter skyderiet undersøgt flere ejendomme og har haft hundepatruljer til at afsøge området omkring gerningsstedet. Politiets arbejde fortsætter onsdag i Fjerritslev, hvor det også vil være til stede med en mobil politistation.
– Skud i det offentlige rum er en særdeles alvorlig sag, så der er et stort efterforskningsarbejde foran os.
– Vi efterforsker massivt for at få klarlagt, hvem der har afgivet skud, og under hvilke omstændigheder det er foregået, siger Frank Olsen.
Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114 eller på den mobile politistation. Den holder ved Jernbanegade 1 i Fjerritslev onsdag fra klokken 10 til 14.
/ritzau/
Foto: Kim Matthäi Leland