Onsdag eftermiddag blev 70-årige Lillian Paulsen tildelt Handicapprisen for Morsø Kommune.
I otte år har årets prismodtager lavet mad til brugerne af SIND-huset i Nykøbing, og tager stadig gerne ekstravagter, hvis der måtte være behov for det.
Lillian Paulsen hjælper også brugere, som ikke selv magter opgaven, med at handle ligesom hun ofte ringer rundt til brugerne for at sikre sig, at alle har det godt.
I disse dage har er travlt optaget med at sælge julekalendere for SIND ligesom hun skal have solgte 200 eksemplarer af Blindes Jul.
Der er ingen tvivl om, at Lillian Paulsen er svær at undvære!
Med prisen følger også en statuette og en kontant belønning på 10.000 kroner. Sidstnævnte vil i følge Lillian Paulsen blive brugt inden jul – og for en sjælden gangs skyld tillader hun sig at tilgodese sig selv.
Gulvtæppet i hendes spisestue har nemlig ikke været skiftet siden hun flyttede ind i lejligheden på Møllevænget for mere end 36 år siden. Så nu skal det være; der skal nyt gulvtæppe på.
I første omgang blev Lillian Paulsen hædret med en buket blomster og en check. Statuetten overrækkes, når Morsø Kommune til foråret holder sin store frivilligfest.