8. klasser bygger minihuse i stort projekt

8. årgang på Østre Skole i Thisted har i de forløbne uger bygget flotte Tiny Houses i træværkstedet hos Byggeri på EUC Nordvest.

Byggeriet af de ganske små huse er en del af det tværinstitutionelle projekt ’Bæredygtige løsninger og bæredygtige overgange’, som EUC Nordvest gennemfører i samarbejde med tre andre nordjyske uddannelsesinstitutioner.

Foreløbig har 57 piger fra 8. årgang på Østre Skole tilbragt ugen op til efterårsferien med at bygge flotte træhuse fra bunden. I denne uge er det så drengenes tur.

Formålet med projektet er at få sat øget fokus på uddannelserne inden for STEM-området (Science, Technology, Engineering, Mathematics), og i den forbindelse har man valgt ’bæredygtighed’ som gennemgående tema.

Byggeprojekterne afsluttes med en stor fernisering for elever, forældre og undervisere, fredag d.29. oktober, kl. 13.00, hos Byggeri på EUC Nordvest på Bjørnevej 9 i Thisted. Her vil skolens faglærere bedømme elevernes huse, og der vil være præmie til det bedst byggede Tiny House.

Forfatter

Related posts

Top