Natascha fra Sjælland forfølger sin drøm på Mors

Der kommer forventeligt til at mangle omkring 99.000 faglærte i 2030, men alligevel er der en akut mangel på lærepladser til blandt andre maskinsnedkerlærlinge. Det viser en analyse af Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd.

Særligt er det en udfordring på Sjælland, lyder erfaringerne fra Roskilde Tekniske Skole, og det mærker man hele vejen til Mors. Hos Outrup Vinduer & Døre har man trods beliggenheden på Mors valgt at indgå uddannelsesaftaler og således tilbyde lærepladser til flere maskinsnedkerlærlinge fra Sjælland.

– Hvis der kommer et ungt menneske til os, som gerne vil i lære, så finder vi en løsning. Vi kan altid tage flere lærlinge ind. Som virksomhed vil vi gerne tage et ansvar for, at de unge mennesker kan få en læreplads – uanset hvor de bor i landet, siger Henrik Gadgaard, som er produktionschef hos Outrup Vinduer & Døre.

– Når der mangler udlærte maskinsnedkere, så må manglende lærepladser ikke blive en hæmsko for, at unge tager uddannelsen, fortsætter han.

Flyttede på tværs af landet for en læreplads
En af de lærlinge, som Outrup Vinduer & Døre har indgået en uddannelsesaftale med, er 22-årige Natascha Rundstrøm Nordraak fra Ejby nær Køge.

Natascha Rundstrøm Nordraak.

Efter at have taget grundforløbet til maskinsnedker på Roskilde Tekniske Skole havde hun svært ved at finde en læreplads hos en virksomhed på Sjælland, og derfor søgte hun i modsætning til mange andre unge væk fra Sjælland og mod Nordvestjylland i stedet.

– Lærepladserne hænger ikke på træerne på Sjælland. Derfor begyndte jeg at udvide min søgning, og her fandt jeg frem til Outrup på Mors. Selvom det betød, at jeg skulle flytte på tværs af landet, prøvede jeg alligevel at kontakte dem, for jeg ville simpelthen snedkerfaget. Da de valgte at give mig en læreplads, blev jeg utrolig glad, fortæller Natascha Rundstrøm Nordraak og uddyber:

– Så jeg flyttede til Mors og startede ved Outrup, hvor jeg er rigtig glad for at være, og her har jeg også nogle meget imødekommende og flinke kollegaer. Undervejs har jeg dog måttet skifte skole, så jeg nu har mine skoleforløb ved Skive College, hvor jeg i øjeblikket er i gang med mit andet hovedforløb. Selv når jeg bliver udlært i foråret 2023, kunne jeg også godt finde på at blive boende på Mors i et stykke tid.

I Outrup Vinduer & Døre har de som udgangspunkt fire til seks lærlinge, hvoraf det typisk er fordelt på fire maskinsnedkere og to lager- og logistiklærlinge, og ifølge Henrik Gadgaard er der et stort potentiale i de unge lærlinge, som desuden er med til at tilføre kompetencer til virksomheden:

– Fra første dag har Natascha fået stor respekt og anerkendelse fra kollegaerne, som kan se, at vi har med et ungt menneske at gøre, som gerne vil lære og samtidig er utrolig dygtig til håndværket. Det er også med til at sikre udvikling i en virksomhed at få lærlinge ind, der kommer med den nyeste viden og ikke mindst gå-på-mod, og derfor er vi meget glade for, at unge mennesker som Natascha ser Outrup som en attraktiv lærlingeplads, slutter han.

Forfatter

Related posts

Top