Aktivt ejerskab skal give Hanstholm Havn ro til udvikling

Læserbrev af Jens Kristian Yde, borgmesterkandidat for De Konservative i Thisted

Når vi Konservative ønsker et aktivt kommunalt ejerskab af Hanstholm Havn, er det for at sikre havnens ledelse ro til at udvikle havnen i det daglige.

Vi vil – som politikere i kommunalbestyrelsen – lytte til direktionen og bestyrelsen og være med til at sikre rammerne for den helt rigtige udvikling af havnen og ikke mindst være medspillere i effektueringen af den overordnede ejerstrategi, vi ønsker udarbejdet for havnen.

Vi skal – som politikere – ikke blande os i den daglige drift. Det har vi ingen som helst forudsætninger for. Men vi skal på det overordnede plan sætte mål for Hanstholm Havns fremtid og være med til at sikre hurtige beslutningsprocesser, der sætter havnen i stand til – sammen med havnens interessenter – at tænke stort og visionært.

Det skal være med til at bringe Hanstholm Havn helt i front. Det fortjener aktørerne på havnen, og det fortjener hele Thy, der har bakket op omkring havneudvidelsen.

Forfatter

Related posts

Top