Læserbrev af Pia Storm, KV21-kandidat for Socialdemokratiet på Mors
Som så mange gange før, henviser Hans Ejner Bertelsen til halve og hele aftaler indgået langt tilbage i tiden.
Denne gang i forbindelse med de borgerliges plan for Ørodde.
I dagens læserbrev i Limfjord Update er Hans Ejner Bertelsen helt tilbage til 2001, hvilket vil sige 20 år tilbage i tiden, hvor den siddende kommunalbestyrelse udlagde campingpladsen til muligt boligbyggeri.
20 år er lang tid, og der er heldigvis sket meget siden.
I stedet for at se tilbage skal vi se fremad.
Vi kan ikke som ansvarlige kommunalpolitikker lade os begrænse af hele og halve gamle aftaler, når vi har et flertal af Morsingboer, der ønsker noget andet for området. Vi skal lytte til de mennesker, der bor og benytter Ørodde, vi skal sikre en ordentligt og demokratisk dialog, ikke kun når det gælder Ørodde, men også når det gælder alle andre områder på Mors.
Jeg har tidligere skrevet om de forskellige muligheder, som jeg ser for Ørodde, og om de ønsker for Ørodde, jeg har modtaget fra mange Morsingboer. Boligbyggeri var ikke et af dem.
Vi kan og skal ikke lade os begrænse af hele og halve gamle aftaler, men i stedet sætte nye mål, der rækker frem i tiden, så vi får et Mors, der er for alle, og ikke kun for de få.
Lad os være fælles om Mors igen.
Skal din stemme høres, så sæt dit kryds ved Socialdemokratiet d. 16. november.