Fra nytår kan begge forældre få udbetalt børnepenge

Fra næste år kommer der nye regler for børnepenge, som vil betyde ændringer for mange familier. Udbetaling Danmark sender i disse dage breve ud til 1,2 millioner forældre om ændringerne. De vil lande i ens digitale postkasse.

Fremover bliver børnepengene delt mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed. I dag bliver pengene typisk udbetalt til morens konto. Delingen afhænger dog af, om forældrene bor sammen eller hver for sig.

Hvis man bor sammen, vil beløbet automatisk blive delt i to og udbetalt til hver forælder. Hvis man bor hver for sig og har fælles forældremyndighed, vil pengene fortsat bliver udbetalt til den forælder, der i forvejen modtager pengene.

De kan vælge at splitte ydelsen, men det kræver, at man er enige og oplyser ændringen på borger.dk.

Dog vil forældre, der er flyttet fra hinanden den 19. oktober 2021 og i fremtiden, som hovedregel modtage halvdelen hver, medmindre der aftales andet, eller man kan dokumentere, at man mindst har barnet 9 ud af 14 dage.

Hvis man har den fulde forældremyndighed over sit barn, er der ingen ændringer som følge af de nye regler, og man vil fortsat modtage alle børnepengene. De nye regler betyder også, at det fremover kun vil være den enkelte forældres indkomst, som afgør, om man skal modregnes i sin udbetaling af børnepenge.

I dag bliver modtageren af børnepengene – for eksempel moren – modregnet, hvis faren har en høj indkomst – i år over 818.300 kroner.

Baggrunden for ændringerne er en politisk aftale fra 2018, hvor alle partier i Folketinget blev enige om at dele børnepengene mellem forældre med fælles forældremyndighed. Det var ud fra et ønske om at skabe mere ligestilling mellem forældrene.

Selve loven blev der først stemt igennem i december 2020, da den blev udskudt på grund af folketingsvalget i 2019.

/ritzau/

Forfatter
Top