Læserbrev af Hans Henrik Ebbesen, KV21-kandidat for Venstre på Mors
Fra mit hjem på Jens Juhls Kaj nyder jeg hver dag udsigten til Ørodde. Og næsten dagligt går/ cykler jeg i området.
På min vej gennem Ørodde møder jeg sjældent ret mange derude. Det er synd, at ikke flere har øje for dette skønne rekreative og bynære område. Derfor er det glædeligt, at Venstre foreslår nedsat et specialudvalg, der” kigger på muligheder og begrænsninger, fordele og ulemper og projektøkonomi, samt sikrer borgerinddragelse gennem hele forløbet og afsætter 2 år til at nå i mål.”
Et stykke uden for Ørodde ligger en campingplads, som Venstre foreslår udstykket til helårsbeboelse for at finansiere den endelige plan. Salget vil herudover kunne bidrage til en yderligere udbygning af Multiparken til glæde for øens unge. En flytning af campingpladsen til det ubenyttede areal, hvor NIF station lå, vil give en ny campingplads med 50% større areal. En flytning som vel og mærke vil kunne gennemføres, uden der skal fældes så meget som et træ.
På den nye campingplads vil der bl.a. kunne opføres moderne campinghytter, som vil give et tiltrængt løft i overnatningskapaciteten i Nykøbing.
Eventuel samdrift med vandrehjemmet vil medføre en mere rentabel drift og mulighed for helårsudnyttelse af faciliteterne.
Indtægter fra salg af byggegrunde på campingpladsen, som ligger ved siden af den nuværende bebyggelse på Porsvej, vil kunne gøre Ørodde endnu bedre og øge ikke mindst hel årsturismen på Mors, til gavn Øen og ikke mindst detailhandlen.
De øgede indtægter vil give mulighed for bedre velfærd i Morsø Kommune.
Jeg og Venstre vil arbejde for at vi sammen udvikler en klog og visionær plan for området. Det fortjener det Mors vi holder af.