Supermarkeder er klar til at få mundbind på hylderne igen

Hvis der bliver indført krav om brug mundbind i det danske samfund, er supermarkederne klar til den øgede efterspørgsel, det kan medføre.

Det oplyser flere dagligvarekoncerner.

– Hvis det når dertil, hvor vi igen skal bruge mundbind i Danmark, så har vi i øjeblikket liggende lidt over ti millioner mundbind på lager, som vi kan få ud i butikkerne ganske hurtigt. Det siger Lars Aarup, der er kommunikations- og analyseansvarlig i Coop, som driver blandt andet Superbrugsen, Kvickly og Fakta.

Også Jacob Nielsen, presseansvarlig i Salling Group, der driver blandt andet Netto og Føtex, siger, at butikkerne er klar til en eventuelt øget efterspørgsel på mundbind.

Tidligere i epidemien har der været krav om, at man skulle bruge mundbind i eksempelvis butikker og offentlig transport.

Statsminister Mette Frederiksen holdt i aftes pressemøde, og her cirklede de kommende tiltag overvejende om genindførelsen af coronapasset.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top