Vi skal passe på thyboerne fra vugge til grav

Læserbrev af Jens Kr. Yde, Borgmesterkandidat for Konservative i Thisted.

Kan jeg være sikker på, at jeg kan få hjælp og omsorg, når jeg har brug for det? Det spørger mange ældre og udsatte i Thy sig selv om. Svaret er JA!

På ældre- og socialområdet ser vi ind i en del udfordringer. Økonomi er altid et springende punkt, når vi snakker velfærd. Vi kikker lige nu ind i en fremtid med færre til at betale for en voksende gruppe, og det er en udfordring, vi ikke bare kan ignorere.

En anden udfordring er fastholdelse af personale. Når vi kikker frem imod 2030, ser vi ud fra nuværende pladskapacitet – en mangel på ca. 100 pladser på ældreområdet, og ca. 25-30 pladser på psykiatriområdet.

Derfor er vi nødt til at gøre noget nu. Det handler ikke bare om at trykke på ”spare-knappen”. Vi skal kunne se os selv i øjnene. Vi kalder det ”Omsorg, værdighed og selvbestemmelse”.

Derfor skal vi kigge på en række værktøjer for at sikre et værdigt liv i Thy: Vi skal sikre det frie valg,

et højere niveau af brugerinddragelse, herunder visitation og behov på socialområdet.

Mindre administration på området – alt for meget tid foregår bag skærmen, i stedet for sammen med borgerne. Vi ønsker en decentral struktur på ældreområdet og siger nej til gigantiske plejecentre og ja til flere mindre enheder, spredt ud over hele kommunen.

Decentral styring i så bredt omfang som muligt. Lokale teams har det bedste indblik i de ansattes hverdag og opgaver. Lad os nu bruge den know-how, der allerede ligger i disse teams.

Udlicitering, er ofte brugt som et fyord, men der er jo rent faktisk steder, hvor dette både har givet en bedre service og en billigere løsning. Vi siger ikke bare katagorisk nej til dette, men ønsker at undersøge mulighederne for private medspillere.

Meget konkret ønsker vi at undersøge muligheden for husassistenter, så vi kan frigive tid til at SOSU’er og plejere kan gøre det de er uddannet til, og så bruge husassistenter til alle de praktiske gøremål.

Vi er nødsaget til at skabe en mindre presset hverdag for personalet på socialområdet. Det skal være igen være attraktivt at arbejde på socialområdet. De ansatte skal have attraktive arbejds- og matchende lønforhold.

Herudover ønsker vi et stærkere samarbejde med regionen, så vi får det nære sundhedsfaglige i spil med familielæger.

Det skal være med til at give Thyboerne tryghed gennem livet – fra vugge til grav – i HELE Thy.

Forfatter

Related posts

Top