Bosætningsindsats skal styrke tilflytning og sikre erhvervslivet

Læserbrev af Lene Kjelgaard Jensen, KV21-kandidat for De Konservative i Thisted 

I Thisted kommune har vi et alsidigt og robust erhvervsliv samt handel & service og turisme, der skaber indkomst for kommunen og sikrer spændende arbejdsudbud.

Det skal vi værne om ved at sikre disse områder gode rammevilkår. Men vi er udfordret ved at kunne uddanne, fastholde og tiltrække den fornødne kvalificerede arbejdskraft, og det er den – måske – største udfordring, vi står overfor lige nu i Thy.

Derfor er det også vigtigt, at vi sikrer gode muligheder for at kunne opkvalificere eller omkvalificere den arbejdskraft, vi har således, at den passer med de ledige jobs, der findes i Thy.

Vi skal sikre, at flest mulige af vores unge får færdiggjort folkeskolen og ungdomsuddannelsen, og er klar til at indgå i arbejdsstyrken. Måske vi skal udvikle en genvej for de helt unge fra grundskolen, der gerne vil videre og ud i erhvervslivet tidligere. Lad os tænke nye veje for at give de unge den bedste mulige start – og erhvervslivet adgang til interesserede medarbejdere.

Til slut er det vigtigt, at vi fortsat holder fokus på en stærk bosætning og den indsats skal vi have styrket. Mange vil gerne flytte til Thy og vi kan tiltrække endnu flere, hvis vi f.eks. laver en bosætningsafdeling eller tilknytter en bosætningskonsulent, der har til opgave at hjælpe nye tilflyttere til området. Det har man f.eks. gjort i Ringkøbing-Skjern Kommune med stor succes. Her er man – sammen med Thy – Danmarksmestre rekordmange i arbejde og mangler derfor arbejdskraft.

Thy er et fremragende alternativ til storbyen. Vi har meget at tilbyde unge familier, der efterspørger et mere enkelt hverdagsliv i trygge rammer, mere ro og plads, gode muligheder for fritidstilbud og ikke mindst en aktiv hverdag tættere på naturen.

Lad os stå sammen og udvikle mulighederne – i HELE Thy.

Forfatter

Related posts

Top