Læserbrev af Chris Dahl, KV21-kandidat for Venstre på Mors.
Til et kaffemøde i Frøslev, kom vi vidt omkring lokalområdet og den udvikling der opleves.
Vi drøftede også det generationsskifte der er i gang, hvor flere unge mennesker vælger lokalområderne til. En af deltagerne forklarede, at de nu har nået en alder hvor de ikke længere kan holde deres ejendom som de ønsker og derfor har sat den til salg.
De vil gerne bo til leje, have mellem 80-90 kvadratmeter at indrette sig på og en lille have, men vigtigst af alt – så vil de gerne blive i Frøslev.
Så kom spørgsmålet om der ville være plads til dem i byen? Snakken kom faktisk ikke til at handle ret meget om hvilke muligheder der allerede er i Frøslev, men nærmere om hvilke muligheder der endnu ikke er udnyttet i området.
I Frøslev ligger 5 udstykkede byggegrunde, der aldrig er blevet solgt.
Disse uudnyttede byggegrunde er oplagte at udlægge til almene boliger. Vi mangler gode lejeboliger på Mors, så vi både kan tilbyde gode vilkår til den generation der er færdig med at eje, men også til dem vi gerne vil tiltrække til Mors, der ikke er klar til at købe eller bygge, men stadig har et ønske om at etablere sig her.
Det er de færreste der vil købe en brugtbil, uden at have prøvet den inden. På samme måde kan vi heller ikke forvente at de vil købe et stykke af Mors, uden at have prøvet området af inden. Vi skal i fællesskab udvikle Mors og fremtidssikre bosætningsmulighederne.
Vi har mange eksisterende byggegrunde rundt omkring på øen, der endnu ikke er blevet udnyttet, lige som vi har et behov for at skabe flere byggegrunde til den efterspørgsel der er andre steder. Vi skal stå sammen for et fælles Mors i udvikling.
Et Mors der er kendetegnet for at kunne tilbyde noget – alle steder. Et Mors der er så attraktivt, at vi kan fastholde dem der allerede bor her, og samtidig kunne tiltrække dem der ikke bor her endnu.
Det vil jeg arbejde for!