Hver eneste stemme tæller. Også din.

Læserbrev af Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune for Venstre. 

Den 16. november 2021 er en festdag for det danske demokrati. Den dag kan du være med til at bestemme, hvem der skal lede Morsø Kommune og Region Nordjylland de næste 4 år.

Derfor er det vigtigt, at du som borger benytter din mulighed for at præge den kommende periode i kommune og region. Hver eneste stemme tæller på dagen – også din.

Faktisk kan din stemme blive afgørende, og under alle omstændigheder er sammensætningen af den nye kommunalbestyrelse på Mors udtryk for, hvad vælgerne ønsker.

Det må vi som politikere respektere.

Derfor forstår jeg ikke de kandidater, som under valgkampen har forsøgt at kaste et lidt odiøst skær over det faktum, at et flertal af vælgerne på Mors ved kommunalvalget i 2017 ønskede, at Venstre skulle beholde borgmesterposten.

Mandatfordelingen afspejler dette ønske, men at antyde lukkethed og aftalt spil harmonerer ganske enkelt ikke med virkeligheden i det politiske arbejde i kommunen.

Hvert eneste medlem af Morsø kommunalbestyrelse kan få fuld indsigt i alle sager – og har i øvrigt ret til at kræve en sagsbehandling standset.

Alle kan bruge deres mandat til at få indflydelse på alle beslutninger – men det kræver, at man engagerer sig og gør en indsats.

Indflydelse på beslutninger kommer ikke automatisk, fordi man er valgt. Indflydelse er noget, den enkelte skal arbejde for. Men gør man det, er mulighederne også mange.

Venstre har i hele perioden arbejdet for det bredest mulige samarbejde og det størst mulige flertal bag alle beslutninger. Det vil fortsat være vores opskrift på demokrati, uanset hvilken rolle Venstre får i de næste 4 år.

Hver eneste stemme tæller, når den politiske indflydelse skal sikres. Også din.

Derfor: Tag stilling og mød op for at afgive din stemme den 16. november. Du kan med dit kryds ved en af Venstres kandidater hjælpe Venstre og Mors til at få det bedst mulige valg.

Med ønsket om en god valgdag.

 

 

 

 

 

Forfatter

Related posts

Top