Valgloven overtrådt på Mors

Kort tid før, at der skal stemmes til kommunal- og regionalvalget i morgen, er der røre i den politiske andedam på Mors.

Da Enhedslisten’s spidskandidat Pia Thorsen på sin private facebook-profil i sidste uge tilkendegav, at hun ville være stede på biblioteket, hvis nogle skulle have behov for et velkendt ansigt, når der skulle brevstemmes, blev det pludselig til en sag med tråde til både det politiske embedsværk og Indenrigsminsteriet.

I facebook-opslaget skrev Pia Thorsen bl.a. at: “Jeg er på biblioteket på fredag kl. 11.00 hvis du har brug for én du kender.”

Som kandidat til kommunalvalget må man i følge reglerne ikke udføre det, der hedder valgagitation på et valgsted på selve valgdagen, men heller ikke på de steder, hvor man kan brevstemme, hvilket har været muligt på bl.a. Morsø Folkebibliotek og på Borgerservice.

Spidskandidat for Enhedslisten Mors KV21 Pia Thorsen. Privatfoto

Derfor blev Pia Thorsen i tirsdags ringet op af en medarbejder fra sekretariatet i Morsø Kommune, som fortalte Pia Thorsen, at hun skulle bringe et dementi hvori hun tydeliggjorde, at hun ikke ville være til stede på biblioteket alligevel, fordi det ville være i strid med valgloven.

Ville ikke føre valgkamp
Men Pia Thorsen havde slet ikke til hensigt at føre valgkamp på biblioteket, fortæller hun. Hun tilbød blot at være en tryg støtte, for bl.a. hendes syriske venner, som ikke nødvendigvis tidligere har haft gode oplevelser med den demokratiske proces. Hun mener derfor ikke, at hun med opslaget har overtrådt nogle regler.

Efter at have rådført sig med Indenrigsminsteriet og kommunens jurist Pia Lynggard, sender den førnævnte medarbejder fra sekretariatet en skrivelse ud til de opstillede partier og listers spidskandidater hvori der står, at kandidater ikke må “tage unødig ophold på brevstemmestedet, medmindre man er brevstemmemodtager”. Det tilføjes, at kandidater alene må opholde sig i brevstemmeområder, herunder indgangsveje, for selv at stemme, og skal derefter forlade stedet igen.

I brevet til kandidaterne står der desuden:

– I må naturligvis meget gerne opfordre vælgerne om muligheden for at brevstemme, men I og kandidaterne må ikke selv være til stede, da det ubevidst eller bevidst kan medføre en holdningspåvirkning overfor vælgerne. Det gælder både ved indgangsveje og i brevstemmeområderne i Borgerservice og Morsø Folkebibliotek.

Derfor falder det Pia Thorsen for brystet, at hun fredag formiddag – altså flere dage efter skrivelsen til kandidaterne fra kommunens jurist – observerer to biler tilhørende hhv. borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) og Meiner Nørgaard, som er spidskandidat for Dansk Folkeparti, holde parkeret ved Morsø Kommunes administrationsbygning på Jernbanevej i Nykøbing. Noget som i følge Pia Thorsen er sket flere gange i løbet af valgkampen.

I administrationsbygningen holder Borgerservice til, hvor vælgerne ligesom på biblioteket kan afgive sin brevstemme. Derfor må hverken Hans Ejner Bertelsen eller Meiner Nørgaard altså holde parkeret med deres valg-køretøjer der.

Borgmester ærgrer sig
Derfor klager Pia Thorsen til valgsekretariatet på samme måde, som der blev klaget over hendes planlagte tilstedeværelse på biblioteket. Og borgmester Hans Ejner Bertelsen lægger sig da også fladt ned i forhold til Pia Thorsens klage.

Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune. Arkivfoto: Screendump, Morsø Kommunes facebookside.

– Jeg er vred på mig selv, men jeg tænkte ikke over at det var et problem. Det burde jeg have gjort. Længere er den ikke, skriver borgmesteren i en sms til redaktionen.

I sms’en giver Hans Ejner Bertelsen desuden udtryk for, at er glad for at parkeringen kun var af kort varighed ligesom han er glad for, at parkeringen ikke fandt sted ved hovedindgangen. Han er ikke vendt tilbage på spørgsmålet om hvorvidt han kun denne ene gang har holdt parkeret på parkeringspladsen med sin bil, som er påtrykt valgmateriale.

I forhold til hvad Pia Thorsen ønsker at opnå med sin klage svarer hun:

– Ingenting. Fordi det flytter ingenting. Og det er uendeligt ligegyldigt, at Hans Ejner (Bertelsen, red.) har holdt dernede hele afstemningsperioden, og det er uendeligt ligegyldigt, at jeg går på biblioteket og stemmer med nogle syrere. Det betyder ikke noget. Men loven skal selvfølgelig overholdes, slutter hun.

Forfatter

Related posts

Top