Læserbrev af Ib Stanley, RV21-kandidat, løsgænger, nr. 7 på Liste D.
Kære alle.
Nu mister jeg sikkert stemmer, men for mig står ærlighed over alt andet. Måske derfor min drøm om en politisk karrierer måske aldrig går i opfyldelse?
Jeg vil gerne takke Jer alle for at have støttet mig på den ene eller anden måde. Jeg er dybt taknemmelig over hver likes, specielt de mange Messenger som mail, jeg har modtaget her i valgkampen. For mig handler politik om at skabe forandringer for borgerne i nærmiljøet og ikke om Christiansborg politik. Skabe en forandring helt dernede, hvor det kan mærkes på den enkeltes hverdag.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er førtidspensionist med en psykisk lidelse. I 2016 var jeg flov over min sygdom, flov over at blive tildelt førtidspension. Jeg har alle dage været selvforsørgende, så det var voldsomt for mig at skulle forsørges af andre. Det er det stadig, om end jeg har det bedre med det i dag. Alle mennesker kan blive ramt af en psykisk sygdom, når man mindst venter det.
Faktisk får hver 3. dansker en psykiatrisk diagnose i løbet af livet. Og hver 2. familie kommer på et tidspunkt i berøring med det psykiatriske system. På trods af det, er det at være ramt af en psykisk sygdom stadig tabubelagt. Det er stadig nemmere, i vort ellers oplyste samfund, at dele et benbrud på Facebook end et sammenbrud. Det undrer mig.
Det er voldsomt psykisk belastende at gå og skjule sin sygdom, derfor har jeg valgt at være åben omkring min sygdom. Men jeg forstår til stadighed godt dem der skjuler deres sygdom.
Jeg har bare valgt at gøre mit til at nedbryde tabu og stigmatisering med de konsekvenser det nu medføre .Og de er ikke gratis, hverken for mig eller familien.
”Har du før været indlagt på den lukkede” blev jeg engang spurgt. Det fortæller måske meget godt det syn, der hersker i samfundet på somatisk kontra mental sygdom. Ja, jeg har før været indlagt på intensiv afdelingen! Min verden var brudt sammen. Jeg var ikke den, jeg troede, jeg altid havde været!
På Mors og i Thy har sårbare borgere og borgere med en psykisk lidelse op til 260 kilometer for at blive tilset af en vagtlæge. Der ville blive en folkeopstandelse i Nordjylland, hvis det var det generelle billede.
Men nu er det ”kun” sårbare og borgere med en psykisk lidelse, det handler om, så virker det, som om det er lidt ligegyldigt!
Efter konsultation ved egen læge skulle jeg køre til psykiatrisk vagtlæge i Aalborg. 130 kilometer. Jeg husker det som i går. Skyerne hang ikke bare sorte og tunge, det styrtregnede. Det næste jeg huskede var, at jeg befandt mig på Sallingsundbroen. Helt ude på midten på gåben. Den bro, som jeg gennem tiderne havde fået fortalt, havde løsnet mange forpinte sjæle, der ikke evnede livet!
Det var og er en forkert fortælling. Det handler ikke om, hvorvidt man evner livet! Det handler ikke om egoisme. Men om syge mennesker, der ikke er til stede i nuet med uoverskuelige tragiske konsekvenser til følge for den enkelte og de pårørende!
Jeg blev sendt hjem fra psykiatrisk vagtlæge den dag. Altså 260 kilometer. Sendt hjem og overladt til familiens varetægt! Jeg blev indlagt på intensiv nogle dage senere. Først skulle min hustru og vores børn gennem endnu et helvede. Jeg var et sygt menneske, som systemet ikke ønskede at tage hånd om. Noget lignende ønsker jeg ikke gentager sig. Hverken for den syge eller for den ramte familie.
Derfor går jeg bl.a. til regionsvalg på, at kommunerne skal påtage sig det ansvar, der er deres og oprette akuttilbud. Helt optimalt ønsker jeg, at akuttilbuddene bliver fjernet fra kommunerne, da lokalpolitikerne ikke evner opgaven.
De ser ikke den sammenhæng, der burde være mellem socialpsykiatrien og psykiatrien. De ser kun en besparelse. Og sårbare borgere og borgere med psykisk lidelse kan man sagtens negligere og marginalisere. Det er absurd. Der er ingen forebyggelse. I Morsø kommune har man et lukket system. Det hjælper ikke med at forebygge.
I Thisted kommune har man slet ikke et akuttilbud. Det er dybt alarmerende, det der foregår. Det handler om sårbare og syge mennesker, der er overladt til deres pårørendes skæbne. Det ønsker jeg ændret igennem det konforme system som KL.
Men jeg kommer til at arbejde vedholdende på at få rettet den skævhed op som eksisterer gennem andre kanaler end de eksisterende.
Når det er sagt er jeg er ikke i tvivl om, at min psykiske sygdom spænder ben for, at jeg kan udleve min drøm og fulde potentiale.
Jeg fik engang at vide på pædagogstudiet at jeg skulle læse jura da jeg hang mig i de små bagateller. Men hvad er små bagateller? Er det at sige noget man ikke vil stå ved eller en negligering af det præhopitale område område? Ingen skal være i tvivl om at jeg vil det bedste for alle borgere.
Jeg er en amatør politikere, men er overbevist om at giver I mig chancen vil jeg være god for Mors og Thy.
