Der er i skrivende stund cirka en time til valgstederne lukker.
Gennem hele dagen har der været stor stemmelyst blandt morsingboerne, som siden valgstederne åbnede i morges løbende har lagt vejen forbi deres lokale valgsted, for at afgive deres stemme til kommunal- og regionsrådsvalget.
Flere af vælgerne er efterfølgende blevet spurgt, om de vil deltage i en spørgeundersøgelse udarbejdet af de elever fra Morsø Gymnasium, der har samfundsfag på A-niveau.
Ved de seneste kommunalvalg har gymnasieleverne via deres undersøgelser med ret stor præcision forudset valgresultatet i forhold til fordelingen af mandater.
Ved kommunalvalget i 2013 ramte de 100 procent rigtigt, og ved valget i 2017 95 procent rigtigt.
Derfor er gymnasiets exit poll også noget, der fra kandidaternes side bliver skævet til, når resultatet offentliggøres ved 20-tiden, når valgstederne lukker.
– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ, og det er jo en ret tydelig rettesnor. Så vi begynder allerede at snakke sammen der i forhold til konstitueringen, siger borgmesterkandidat for Socialdemokratiet Tore Müller til TV Midtvest.