Julegaver med fingersnilde og tålmodighed

I weekenden 27.-28. november 2021, begge dage kl. 11-16, inviterer Museum Thy igen til husflidsjulemarked på Heltborg Museum. Det er 29. gang, idet man for et år siden måtte springe et marked over på grund af coronasituationen.

– Vi ser frem til igen at møde et stort publikum, idet vi håber at kunne gennemføre markedet på trods af ny restriktioner. Vi må f.eks. kræve fremvisning af coronapas, da vi ikke kan være sikre på ikke at blive over 200 personer indendøre på én gang, siger museumsleder Jytte Nielsen, der om markedet siger:

– Vi kalder det jo et husflidsjulemarked, fordi vi som museum gerne vil sætte fokus på de gamle håndværk, men også på, hvordan de anvendes i dag.

Der er tilmeldt en række udøvere af husflid, så museet weekenden igennem vil summe af snak om de gamle håndværk, spørgsmål om teknik og måske tingen om priserne, når gæsterne køber ind til advents- og julekalendere foruden naturligvis til pakkerne under årets juletræer.

– Udstillerne byder på et stort udvalg af ting af mange forskellige materialer, f.eks. halm, horn, uld, træ, glas, filt, papir, reb og en række yderligere naturmaterialer, siger Jytte Nielsen, som tilføjer, at markedet også er et besøg værd alene for at se på, hvordan tingene fremstilles med fingersnilde og tålmodighed.

På markedet er der også særlige julehyggeaktiviteter for børn, fortæller museumsformidler Rune K. Tjørnild:

– Der er mulighed for at lege, selv fremstille ting og spille mus om pebernødder.

Det er en mangeårig tradition, at på markedet samles udstillere og gæster søndag kl. 14 i aulaen på museet for at se det første lys blive tændt på adventskransen og synge den glade forventningstid ind – en tradition, Jytte Nielsen håber, det også i år kan lade sig gøre at gennemføre.

Forfatter

Related posts

Top