Smager øl eller marmelade virkelig af Thy?

”Smagen af Thy” er overskriften, når Museum Thy har foredrag i mødelokalerne i Jernbanegade 6 i Thisted tirsdag 23. november kl. 19.30.

De seneste par år har museet forsøgt at kortlægge ”smagen af Thy” som en del af et større forskningsprojekt i samarbejde med flere andre nordvestjyske museer og to universiteter, og i sommer har man på Vorupør Museum kunnet opleve en udstilling med samme titel som foredraget.

Denne aften sætter historiker og antropolog Christina Gjørup Madsbøll og historiker Michael Riber Jørgensen fokus på emnet. De stiller spørgsmålene: Hvad smager Thy egentlig af? Er det havtorn og hyben – eller mest bare salt? Er smagen den samme for alle? Giver det overhovedet mening at tale om smagen af et sted? Smager en øl eller et glas marmelade anderledes, fordi det kommer fra Thy? Eller måske fordi der står ”Thy” på etiketten?

Den videnskabelige overskrift for hele projektet har været begrebet etnobotanik. Det handler om forholdet mellem mennesker og planter, og foredraget kommer således ind på thyboernes brug af planter før og nu. Deltagerne hører om, hvilken rolle sankning af bær har spillet, både økonomisk, socialt og identitetsmæssigt, og om, hvordan planterne på den måde kan gøre os klogere på vores egen historie.

– Men vi vil desuden se på, hvordan lokale fødevareproducenter i dag bruger planterne og stedet i deres produkter og ikke mindst i deres markedsføring. Og hvordan fødevarerne – og dermed i sidste ende planterne – er blot ét af mange elementer, der kan bidrage til den gode fortælling om Thy, siger de to foredragsholdere.

Foto: Christina Gjørup Madsbøll/Museum Thy

Forfatter
Tags

Related posts

Top