Deltager på valgcafé testet positiv for corona

Selvom der var gjort meget for at holde smitten med coronavirus fra døren i forbindelse med selve valghandlingen tidligere på ugen, er der nu alligevel konstateret mindst ét smittetilfælde med relation til den demokratiske festdag.

I et brev til samtlige politikere og øvrige tilstedeværende i valgcafeen på rådhuset i Thisted skriver sekretariatschef Susanne Tjørnelund Meisner, at der var en deltager til stede i valgcafeen på rådhuset i Thisted, som efterfølgende er blevet testet positiv.

– På vegne både af valgsekretariatet, men også Corona-beredskabet i Thisted Kommune vil jeg sende en opfordring til alle som deltog i Valgcaféen den 16. november om at lade sig teste for corona – enten kviktest eller PCR-test på 4. og 6. dagen efter dvs. på lørdag og mandag, skriver hun.

Opfordringen gælder alle, uanset om man er vaccineret eller ej.

Forventer flere smittede
-Med det høje smitteniveau som pt. er i Thy så er sandsynligheden for, at dette ikke er det eneste tilfælde nok større end det modsatte, skriver Susanne Tjørnelund Meisner videre i brevet.

– Vi må samtidig konstatere, at deltagerne i valgcaféen og de som deltog i de politiske forhandlinger i løbet af aftenen til tider stod meget tæt og ikke holdt den nødvendige afstand. Derfor denne opfordring, slutter brevet.

Foto: Thisted Kommune

Forfatter

Related posts

Top