Læserbrev af Susanne Overgaard, Nykøbing
I anledning af valget og evt. vedtagelse af kommuneplan i Morsø Kommune. Det oplyses, at planen er til vedtagelse i begyndelsen af december – og at der synes ny adgang for omlægning fra landzone til byzone.
Ørodde behøver hverken politikere eller kommunal forvaltning bekymre sig om. Området er Nykøbing-borgernes fælled fra 1460, og det er borgerne, der har retten til at bestemme over det.
Området er p.t. beskyttet som landzone, som kystnærhedszone, via strandbeskyttelseslinjer, som fredskov. Det behøver man ikke lave om på. Området er grønt rekreativt område – med flere sportsanlæg og badestrand, kulturhistorisk interessant (også i flg. kommunens Kulturmiljøatlas), kystnært, promenade med og uden hund. For alle generationer.
Hvad er der galt med en frizone? Det er rekreativt at være fri for planlægning, asfalt, ruter og anden styring. Bare at kunne sidde i fred og glo ud over fjorden.
Skal der laves noget nyt på Ørodde, så brug sydspidsen af odden, der – trods det faktisk er en del af vores fælled – er spoleret af industri og nu altså byzone. Den fejlslebne ”diamant” (som genvalgte borgmester har kaldt usleben).
Flyt muslingeindustrien fra denne fantastisk smukke beliggenhed til andet erhvervsområde. Lad Skaldyrscenteret, forskningscenteret, ligge. Opret formidlingscenter vedr. skaldyr og søsportcenter her. Og der vil stadig være plads til mere.