På fredag er det igen blevet tid til det amerikanske shoppingfænomen Black Friday, hvor det er muligt at gøre en god handel.
De senere år er har Black Friday dog spredt sig ud over en hel uge, og igen i år forventes meget af handlen at foregå digitalt.
Derfor skal du også igen i år være ekstra opmærksom og udvise stor forsigtighed, når du handler på nettet.
For det er nemlig ikke kun de tilbuds-shoppende, der sidder klar til at gøre sig et godt kup. Det gør svindlerne også.
Midt- og Vestjyllands Politi har derfor udsendt en række gode råd til, hvordan du undgår at blive snydt.
Det første, og måske bedste råd er: Brug den sunde fornuft. Overvej, om et tilbud er for godt til at være sandt – for så er det det nok også!
Andre gode råd:
• Brug en virksomhed du har tillid til – kig efter e-mærket på hjemmesiden, da det indikerer, at hjemmesiden er vurderet til at være lovlig.
• Være opmærksom på, hvilket sprogbrug der er på hjemmesiden. Hvis sproget er uklart eller uforståeligt, kan det betyde, at der er tale om en svindelside fra udlandet.
• Læs altid punktet ”Om os” på hjemmesiden. Det kan give dig et indtryk af, om der er tale om en legal virksomhed.
• Se efter virksomhedens fysiske adresse. Svindelsider har ofte ikke angivet en fysisk adresse, men blot en mulighed for at kontakte firmaet via nettet.
• Betal med Kreditkort, Paypal eller Mobilepay – brug aldrig bankoverførsel.
• Udlever aldrig personlige oplysninger (fx: nem-id, password, kreditkort-nr).
Hvis uheldet alligevel er ude, er det vigtigt, at du får ringet 114 og anmeldt episoden til politiet, samt at du husker at få spærret dine kort hos dit pengeinstitut.