Praktiserende læger vil hjælpe med at give tredje stik

De praktiserende læger undrer sig over, at de ikke er med til at give tredje stik med en vaccine mod covid-19.

Det siger formanden i Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, til Jyllands-Posten.

– I den allerførste runde var vi en del af vaccinationsindsatsen, for det var i høj grad praktiserende læger, der førte nålen på plejehjem, bosteder og hos ældre, som var bundet til hjemmet.

– Siden er vi skrevet ud af ligningen, og man har valgt ensidigt at fokusere på vaccinationscentre. Det undrer os ærlig talt, siger han.

Mandag oplyste Sundhedsministeriet, at man fra næste uge har en målsætning om at vaccinere 300.000 borgere om ugen. Det gælder både første, andet og tredje stik.

Jørgen Skadborg fortæller Jyllands-Posten, at de praktiserende læger ville kunne vaccinere 100.000 om ugen.

Det skal ske ved, at den bil, der to gange om dagen henter blodprøver hos de praktiserende læger, også skal medbringe en enkelt ampul med seks doser af en vaccine.

Han mener også, at det vil hjælpe til at få nogle af de borgere, der har svært ved overskue at transportere sig til vaccinationsstedet, bliver vaccineret.

Både Region Nordjylland og Region Hovedstaden siger til Jyllands-Posten, at man har problemer med at få nok vaccinatører.

/ritzau/

Foto: Lene Pedersen, Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top