Stort julestævne i Thy aflyst

9.000 håndboldspillere og trænere må undvære den traditionelle Julecup-deltagelse i dagene 27. – 30. december 2021.

De 4 største julecup-arrangører for håndboldungdom i Midt- og Nordjylland: Skjern Håndbold, Bording KFUM, Bjerringbro KFUM og Thisted IK har på baggrund af den aktuelle og usikre coronasituation, sundhedsmyndighedernes udmeldinger samt de mange praktiske udfordringer ved at afvikle stævnerne, i enighed valgt at aflyse årets planlagte julestævner.

På nuværende tidspunkt var flere end 9.000 deltagere fra hele landet og bl.a. Tyskland tilmeldt i U9 – U17 -rækkerne.

– Det har også handlet om at vise samfundssind og rettidig omhu, erklærer de 4 klubber sammenstemmende – og uddyber her deres fælles beslutning i et infobrev til alle deltagende klubber.

Stævnerne blev også aflyst sidste år, og selvom der i år har været mange forhåndstilmeldinger har de arrangerende klubber mærket en stigende bekymring hos de frivillige, vagter, deltagende klubber og samarbejdspartnere.

Desuden er de første afbud tikket ind.

– Vi forudser bl.a. derfor en længere række af afbud – både i den kommende tid – og tæt på stævnedatoerne – bl.a. gr. de mange sammenkomster i julen, lyder det fra arrangørerne.

De enkelte stævne-arrangører vil kontakte alle tilmeldte klubber m.h.t. tilbagebetaling af hold- og deltagergebyrer.

Forfatter

Related posts

Top