Tidligere træner for Mors-Thy sygemeldt: Viser tegn på stress

Søren Hansen, der gennem tre sæsoner var cheftræner i Mors-Thy Håndbold, er blevet sygemeldt på ubestemt tid.

– På grund af stress-relaterede symptomer hos cheftræner Søren Hansen har TTH Holstebro i overensstemmelse med Søren Hansen sygemeldt ham på ubestemt tid, skriver TTH Holstebro på sin hjemmeside.

Det betyder, at Søren Hansen hverken deltager i træning eller kampe.

– For at tage størst muligt hensyn til Søren er det vigtigt, at han nu får helt ro på hverdagen. Sammen arbejder vi allerede på at få Søren tilbage som cheftræner i en stærkere udgave, og vi bruger den tid på det, der skal til, udtaler TTH-direktør John Mikkelsen.

Den nuværende TTH-assistent Claus Uhrenholt overtager midlertidigt cheftrænerrollen.

Søren Hansen stoppede i Mors-Thy Håndbold i sommeren 2020. Han blev afløst af nordmanden Jonas Wille, der kun var i klubben i én sæson. Den nuværende cheftræner er Niels Agesen, der for første gang står i spidsen for et herrehold.

Arkivfoto: Mors-Thy Håndbold

 

Forfatter

Related posts

Top