Lokale IT-entreprenører vil vokse med Uniconta i det nordjyske

Morsing Data i Nykøbing og PM-Solutions i Thisted etablerer det fælles konsulent- og rådgivnings-hus, ContaData.
Fokus på økonomisystemet, Uniconta, udviklet af erhvervsmanden Erik Damgaard, skal danne grundlag for vækst og fremgang i Nordjylland og Nordvestjylland.
Morsing Data og PM-Solutions udvider deres aktiviteter med etablering af et fælles og selvstændigt konsulent- og rådgivningshus.

Vækst skal sikres gennem fokus på udvikling, implementering og support af økonomisystemet Uniconta, der er udviklet
til og målrettet mindre og mellemstore virksomheder.
Det fælles selskab, der har fået navnet ContaData, får delt ejerskab af henholdsvis Bjarne Morsing, der ejer og driver Morsing Data
med afsæt i Nykøbing Mors samt Peter Eigtved Aagaard og Martin Veje Hansen, der ejer og driver PM-Solutions i Thisted.
De tre ejere har hver især mere end 20 års erfaring med at rådgive mindre og mellemstore virksomheder i Nordjylland og Nordvestjylland.

”Vi kender hinanden og virksomhederne i området fra årelangt samarbejde. Med ContaData vil vi udnytte hinandens erfaringer, kompetencer og viden om kunderne i det vi kalder ”vores område” endnu bedre,” siger Peter Eigtved Aagaard, der bliver direktør i ContaData.
ContaData har allerede rekrutteret de første medarbejdere og vil derudover trække på freelance konsulenter samt medarbejdere fra både PM-Solutions og Morsing Data. PM-Solutions er specialister indenfor teknisk IT-infrastruktur som bl.a. servere, computere og netværksløsninger, men også med speciale i Microsoft Office 365, Microsoft Azure, antivirus og backup-løsninger både lokalt og til skyen.
Morsing Data har speciale indenfor implementering, udvikling og support af virksomheders ERP-systemer – i daglige tale økonomisystemer.

Uniconta er et færdigudviklet økonomisystem målrettet mindre og mellemstore virksomheder skabt af erhvervsmanden, Erik Damgaard, der står bag nogle af de meste anvendte ERP-systemer i Danmark og udlandet som bl.a. C5, XAL og Axapta. Ved at bygge sin forretning på Uniconta vil ContaData hjælpe lokale virksomheder,
der står foran at skulle udskifte ældre økonomisystemer som eksempelvis Microsoft Dynamics C5 og Nav.

ContaData vil i stedet anbefale Unicontas løsning, som er udviklet til at køre i skyen og tilbydes på abonnement. Uniconta og ContaDatas indsigt i og viden om både C5 og Uniconta platformen er yderst værdifuld, mener forretningskonsulent Bjarne Morsing:
”Den bedste sikkerhed for et trygt skifte af økonomisystem er, at både udvikler og rådgiver er dybt inde i begge løsninger –
og de færreste kender C5 bedre end Uniconta og ContaData i forening,” siger han.

ContaData vil også tilbyde kurser og seminarer i brugen af Uniconta, som er udviklet så det kan tilpasses en række brancher og industrier.

PM-Solutions og Morsing Data fortsætter deres nuværende aktiviteter uændret samtidig med, at de vil kunne bistå ContaData.

Forfatter
Top