Selvom han bor mere end 300 kilometer fra Storebæltsbroen, så burde den være gratis at køre på, mener Bent Thodsen fra Hanstholm.
Derfor oprettede han den 22. januar et borgerforslag om at sløjfe billetpriserne på Storebæltsbroen for at sikre en bedre sammenhæng mellem den vestlige og østlige del af landet. Hans borgerforslag har nu rundet de 50.000 underskrifter, det kræver, for at forslaget kan blive taget op i Folketinget.
Nye Borgerlige har allerede tilkendegivet, at partiet vil stille med borgerforslaget i Folketingssalen, skriver Ekstra-Bladet.
Bent Thodsen ejer Hanstholm Camping, og det er sjældent, at han selv benytter sig af broen over bæltet. Sidste gang, han gjorde det, var for fire-fem år siden, så det er ikke de store personlige gevinster, han kæmper for.
Han mener derimod, at der er en urimelighed i, at vi stadig betaler for at passere broen, når den er betalt ind for længst, og han er tydeligvis ikke den eneste.
Bilisterne betalte sidste år omtrent tre milliarder kroner for at passagerer broen. Og bilisternes betaling har siden 1998, hvor broen åbnede for biler, været stor nok til, at broen kunne være gældfri. Det er den dog ikke.
Milliarderne bliver nemlig også brugt på andre infrastrukturprojekter i Danmark.