Hvor stor en del af landskaberne på Mors kan betegnes som bevaringsværdige?
Ikke så mange, mener kommunen, men det er staten uenig i. Miljøstyrelsen har bedt kommunen om at udpege flere bevaringsværdige landskaber end der oprindeligt var lagt op til i den kommende kommuneplan.
Det er en af årsagerne til, at dele af planen nu skal ud i en supplerende høring, inden hele planen formodentlig kan godkendes endeligt inden sommer.
I den ny plan opererer man med de nationale begreber ”bevaringsværdige landskaber” og ”større sammenhængende landskaber”. Det er førstnævnte kategori, der skal fylde mere i planen og blandt andet omfatte alle kystområder, ifølge Miljøstyrelsen. Det var ikke tilfældet i Morsø Kommunes oprindelige udpegning.
Det har kommunen rettet ind efter og lægger altså op til at sende et nyt udpegningskort i supplerende høring fra 11. marts og syv uger frem.