Fond støtter skoleprojekt med 1,5 million kroner

Pengene strømmer ind til den nye skoletjeneste OPHAV Limfjord, som nu også har fået tilsagn om 1,5 millioner kroner fra Villum Fondens pulje til klimaundersvisning.

Projektet skal blandt andet give alle børn og unge på Mors en større viden om Limfjorden, og hvordan vi lever mere bæredygtigt med den.

Projektet OPHAV Limfjord er udvalgt sammen med 20 andre projekter rundt om i landet, som også tænker i undervisningsforløb, der styrker lærernes kompetencer og øger børnenes og de unges viden, engagement og handlekompetence på klimaområdet.

– Det er jo helt vildt med sådan en stor opbakning fra Villum Fonden. En ting er, at vi selv synes OPHAV Limfjord er et godt projekt til vores børn og unge, men det gør os så glade og stolte, at fondene også synes, at det er værd at satse på. Vi er meget taknemmelig for støtten, og jeg vil gerne rose alle de mennesker, der har knoklet for, at det kan lade sig gøre, siger Michael Dahlgaard, skolechef i Morsø Kommune

Kursen i den kommende tid
Beløbet er en vigtig hjælp for projektet har et samlet budget på 10 millioner kroner.

Ved juletid sidste år blev det også offentliggjort, at Novo Nordisk Fonden støttede med en flot milliongave. Så det er tydeligt, at tankerne vækker genklang langt ud over kommunegrænsen.

Rent praktisk for projektet handler det nu om at få uddannet frontpersonale ude i skole og institutioner, der kan undervise om Limfjorden. De første kommer på kursus i løbet af næste måned. Der arbejdes også på at udvikle en digital skoletjeneste, hvor børn over hele landet kan lære om Limfjorden og bæredygtighed og forhåbentligt kan det også gøre Mors til et attraktivt mål for skoleudflugter.

FAKTAOPHAV Limfjorden har til formål, at børn og unge får større viden om fjorden, og hvordan den kan forvaltes bæredygtigt. Børnene vil lære om de aktuelle udfordringer Limfjorden står over for, og som de kan medvirke til at finde nye løsninger på, blandt andet invasive arter, iltsvind, fremtidens fødevare produktion- og forbrug. 

Samarbejdspartnere

  • VIA University College – skal hjælpe med udviklingen af undervisningsforløb og -materialer til den digitale platform samt stå for efteruddannelse af kommunens lærere og pædagoger
  • Center for Børn og Natur, Københavns Universitet – skal evaluere projektet
  • DTU Aqua, Dansk Skaldyrscenter – skal stå for udvikling af undervisningsforløb og undervise både børnehavegrupper, skoleklasser og lærere/pædagoger

Derudover har vi en række lokale partnere med i projektet, som også skal bidrage med indhold til undervisningen og undervisningsmaterialet omkring Limfjorden:

  • Nordic Food College
  • Foreningen Muslinge Erhvervet
  • Museum Mors
  • Morsø Ungdomsskole

LÆS OGSÅ:

Limfjorden kommer på skoleskemaet

 

Forfatter

Related posts

Top