Tilsyn: Overvej om du har det rette el-abonnement

På grund af de stigende elpriser kan forbrugere gøre klogt i at overveje, om de betaler for det rette produkt hos den rigtige leverandør.

Det skriver Forsyningstilsynet i en pressemeddelelse. Tilsynet arbejder blandt andet for at sikre lavest mulige forbrugerpriser til de danske borgere.

Det seneste halvår har både danske husholdninger og virksomheder oplevet en markant stigning i prisen på el.

Ifølge Forsyningstilsynet har der fra fjerde kvartal 2021 til første kvartal 2022 været tale om en samlet stigning på cirka 18 procent. Det svarer til en stigning på næsten 2000 kroner om året for en gennemsnitlig forbruger.

Ud over overvågning og analyse af elmarkedet, står Forsyningstilsynet også for prissammenligningsportalen elpris.dk, hvor man kan få overblik over de forskellige produkter og vejledning i, hvordan man skifter elleverandør.

Forfatter

Related posts

Top